Forside - Indhold - Forrige/Næste - Luk

Boligministeriet

1. Udviklingen i opgavevaretagelsen generelt på Boligministeriets hovedområder.
1.1. Det støttede boligbyggeri
1.2. Byfornyelseslovgivningen
1.3. Individuel boligstøtte
1.4. Byggelovgivningen
1.5. Lejelovgivningen m.v.
1.6. Lovgivning vedr. bygnings- og boligregister, kort- og geodataområdet m.v.

2. Faktuel beskrivelse af opgaver inden for Boligministeriets områder.
2.1. Det støttede boligbyggeri
2.2. Byfornyelse
2.3. Individuel boligstøtte
2.4. Byggeloven og bygningsreglementerne m.v.
2.5. Lejelovgivningen
2.6. Statsbyggeloven
2.7. Vilkår for statsligt og statsstøttet byggeri
2.8. Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger
2.9. Lovgivning vedr. Kort- og Matrikelstyrelsen, bygnings- og boligregistrering m.v.

3. Opgaver, der løses af selskaber
3.1. ETA Danmark A/S
3.2. Byggeskadefonden og Byggeskadefonden vedr. byfornyelsesforanstaltninger
3.3. Landsbyggefonden

1. Udviklingen i opgavevaretagelsen generelt på Boligministeriets hovedområder.

Der er i særlig grad fokuseret på de af Boligministeriets hovedområder, der vurderes at have betydning for opgaveløsningen mellem det statslige, det primærkommunale og det amtslige niveau. Det drejer sig i særlig grad om følgende områder: Det støttede boligbyggeri, den offentlige byfornyelse, den individuelle boligstøtte, byggelovgivningen samt enkelte områder indenfor lejelovgivningen og lovgivningen vedr. bygnings- og boligregistret og kort- og geodataområdet.

Udviklingen i opgavefordelingen har siden kommunalreformen for flere af områderne været karakteriseret ved en vidtgående decentralisering af opgaver, primært fra det statslige til det primærkommunale niveau. Primærkommunernes kompetence og ansvar med hensyn til bolig- og byggepolitiske foranstaltninger er blevet væsentligt udvidet. Boligministeriets opgaver har i samme periode udviklet sig i retning af regelfastsættelse, overordnede mål/rammestyringsopgaver og udviklingsopgaver.

1.1. Det støttede boligbyggeri

Hovedaktørerne i den offentlige opgavefordeling for det støttede byggeri (primært almene familieboliger, almene ungdomsboliger og almene ældreboliger) er staten og primærkommunerne. Amterne har historisk kun haft marginale opgaver på området.

Hovedopgaverne for den offentlige forvaltning er regelfastsættelse, tilsagn om offentlig støtte og efterfølgende støttesagsbehandling og tilsyn med driften af de støttede byggerier.

Regelfastsættelsen forestås af staten.

Kommunalbestyrelsen træffer på baggrund af behovet for nyt boligbyggeri inden for kommunens område beslutning om, hvor mange boliger, der skal opføres. Opgavens placering skal ses i lyses af, at kommunerne har det fornødne lokalkendskab, og at de støttede boliger indgår som et væsentligt led i kommunernes varetagelse af boligsociale opgaver.

Det offentlige yder en væsentlig støtte til opførelse af støttet byggeri. På denne baggrund har det støttede byggeri traditionelt været underlagt en detaljeret regelregulering kombineret med et offentligt tilsyn med såvel opførelse som drift af byggerierne. Såvel tilsagnsgivning som tilsynsopgaver er løbende blevet decentraliseret samtidig med, at der er en fortsat bevægelse fra detailstyring til rammestyring.

Med kommunalreformen i 1970 blev det egentlige tilsyn udlagt til kommunalbestyrelserne.

Amterne har af primært historiske grunde haft mulighed for at bevare tilsynet med "såkaldte" amtsboligorganisationer - p.t. bevares tilsynet med to boligorganisationer ud af i alt ca. 700. Med virkning fra 1. januar 1996 fik amterne mulighed for at meddele støttetilsagn til opførelse af ældreboliger til personer med vidtgående fysiske og psykiske handicaps som alternativ til de hidtidige amtskommunale institutioner.

For borgeren er der almindelig klageadgang til kommunen /amtskommunen i egenskab af tilsynsmyndighed, uden ankemulighed til staten. Tilsynsmyndigheden kan tage de nødvendige skridt i forhold til støttemodtagerne, herunder sætte støttemodtager under administration. Staten har i henhold til lovgivningen de samme bemyndigelser i forhold til støttemodtager som tilsynsmyndigheden, men det statslige tilsyn træder principielt først i funktion, når der modtages en indberetning fra tilsynsmyndigheden. Herudover antages staten at have en overordnet, ulovbestemt tilsynsforpligtelse, der indebærer, at Boligministeriet af egen drift kan tage sager op, hvori indgår spørgsmål af principiel karakter eller, hvor der er fare for tab af statslige midler.

I forlængelse af det decentrale tilsyn er kompetencen til at godkende dispositioner i institutionerne/boligorganisationerne løbende blevet uddelegeret til kommunerne/amtskommunerne samtidig med, at forenkling og harmonisering tilstræbes.

Senest blev ved lov nr. 374 af 22. maj 1996 om almene boliger m.v. gennemført en væsentlig forenkling og harmonisering af de eksisterende regelsæt for offentligt støttet boligbyggeri, såvel for nybyggeri som for byggeri i drift. Det primære formål hermed var at give bredere og mere fleksible anvendelsesmuligheder for den støttede boligmasse og dermed forbedre kommunernes muligheder for løbende at tilpasse boligforsyningen til konkrete behov.

Også på udlejnings- og anvisningsområdet er der sket ændringer, idet der ved en ændring af lov om almene boliger (lov nr. 229 af 2. april 1997) er skabt en udvidet mulighed for kommunerne til at iværksætte forsøg med udlejning og anvisning af almene boliger.

Med hensyn til opgave- og byrdefordelingen indenfor det støttede byggeri, er der tale om en forholdsvis klar afgrænsning af opgavefelter, hvor kommunerne gennem tiden har overtaget kompetencen på de områder, der vedrører de lokale forhold, og hvor statens primære opgave derfor i dag er at sikre rammerne, dvs. regler og økonomisk bidrag, samt den overordnede styring af de statslige udgifter.

Hovedaktørerne i den offentlige opgavefordeling for byfornyelsen er staten og primærkommunerne. Amterne har kun mindre opgaver på området.

Boligministeriet varetager regelfastsættelsen i henhold til byfornyelseslovens bemyndigelsesbestemmelser og har en overordnet ulovbestemt tilsynsforpligtelse.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der på lokalt niveau tager initiativ til, planlægger og gennemfører byfornyelse og dermed har beslutningskompetence og ansvar for byfornyelsen. Efter den nye byfornyelseslov (lov nr. 381 af 10. juni 1997), som træder i kraft den 1. januar 1998, kan der træffes beslutning om henholdsvis helhedsorienteret byfornyelse, bygningsfornyelse, nybyggeri (infill), aftalt boligforbedring og nedsættelse af bygningsforbedringsudvalg.

Statens primære opgave er at sikre rammerne for byfornyelsen, d.v.s. regler og økonomiske bidrag, samt den overordnede styring af de betydelige offentlige udgifter. På grundlag af behovet for byfornyelse i de enkelte kommuner, opgjort efter objektive kriterier, fordeler Boligministeriet den samlede årlige bevilling til byfornyelse mellem de enkelte kommuner.

Den nye byfornyelseslov er et led i den fortsatte decentralisering og deregulering. Der er med denne lov sket en betydelig forenkling af reglerne for den offentlige byfornyelse, og der er sket en væsentlig uddelegering af kompetence til det primærkommunale niveau. Lovens bestemmelser om flere beslutningstyper og dereguleringen af bestemmelser om bygningers og områders tilstand medfører, at den enkelte kommune har større handlefrihed end hidtil til at vurdere og beslutte, hvilken byfornyelsesproblemer den vil sætte ind over for.

1.3. Individuel boligstøtte

Boligstøttelovgivningen trådte i kraft den 1. april 1967. Boligstøtteordningen administreres af kommunerne. Klagemyndigheden er i statsamtsligt regi.

Lovgivningen er siden 1967 ændret mere end 50 gange. Der er herunder sket ændringer i opgavefordelingen mellem stat og amtskommune med hensyn til klageinstanser vedrørende afgørelser om boligstøtte, ligesom der er foretaget justeringer i udgiftsfordelingen mellem stat og kommuner. Administration af boligstøttelovgivningen har dog siden indførelsen været en opgave, der i det væsentligste er løst på kommunalt niveau. Det er kommunalbestyrelsen, der har pligt til at yde boligstøtte. Kommunerne afholder selv de udgifter, der er forbundet med administrationen af reglerne, mens staten refunderer en del af boligstøtten efter nærmere fastsatte satser.

En arbejdsgruppe om individuel boligstøtte, under formandsskab af Finansministeriet, udsendte i marts 1995 en redegørelse, hvor boligstøtten analyseres, herunder kommunernes rolle i boligstøttesystemet og udgiftsfordelingen mellem stat og kommuner. Redegørelsen indgår i de videre overvejelser om boligstøttelovgivningen.

1.4. Byggelovgivningen

Byggelovgivningen har til formål at sikre en tilstrækkelig høj sikkerhed og sundhed i byggeriet. Gennem årene er kvalitetskravene til byggeriet blevet stadig mere omfattende - i takt med den almindelige udvikling i samfundet. Eksempelvis har den øgede opmærksomhed omkring forurening og udnyttelse af naturressourcer medført skærpede krav til bygningers energiforbrug, og på indeklimaområdet har ny viden medført behov for ændrede regler om ventilation af boliger, valg af byggematerialer m.v. Ligeledes er interessen om handicaptilgængelighed skærpet.

Kommunalbestyrelsen er byggesagsmyndighed og har pligt til at sikre, at byggelovgivningens regler overholdes.

Siden kommunalreformen i 1970 er der sket ændringer i byggeloven som følge af den nye kommunale fordeling. De ændrede regler for opgavefordelingen blev udmøntet i Bygningsreglement 1977 (BR 77). Der er i bygningsreglementerne løbende sket en række forenklings- og rationaliseringsbestræbelser, senest ved Bygningsreglementet fra 1985. Anmeldelsessystemet blev udvidet betragteligt, ligesom det blev muligt at udføre en række mindre, helt ukomplicerede byggearbejder uden byggetilladelse eller anmeldelse, såfremt arbejderne overholder reglementets bestemmelser i øvrigt.

Med lov nr. 270 af 2. maj 1990 blev der bl.a. gennemført en ankereform. Statsamtet, blev klageinstans for afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen, i Københavns og Frederiksberg kommuner dog boligministeren på grund af disse to kommuners særlige status. Dispensationskompetencen blev uddelegeret fuldt ud til kommunalbestyrelsen, idet boligministeren dog fortsat kan fastsætte bestemmelser om kommunalbestyrelsens udøvelse heraf.

Lejelovgivningen har siden 1916 reguleret forholdet mellem lejere og udlejere, mens lovgivningen kun i meget begrænset omfang regulerer forholdet til det offentlige. De offentlige opgaver på området er primært kommunal kompetence til at nedsætte huslejenævn som første klageinstans i tilfælde af tvister mellem parterne i et lejeforhold, samt at udnytte boligreguleringslovens muligheder for - under hensyn til de lokale forhold - at sikre den bedst mulige udnyttelse af de eksisterende boliger.

Lejelovgivningen er senest beskrevet i Lejelovskommissionens betænkning fra februar 1997.

Kort- og Matrikelstyrelsen har igennem en årrække moderniseret og forenklet procedure og metoder inden for ejendomsregistrering og kort- og geodataområdet med udgangspunkt i den teknologiske udvikling - til gavn for brugerne. Der er ikke i forbindelse med moderniseringen foretaget væsentlige ændringer af opgavefordelingen mellem stat, amt og kommune.

Som led i forenklingen er der etableret et samarbejde med andre myndigheder om en modernisering af bl.a. BBR. Det er kommunerne, der varetager indberetninger af data til registret og driften af registrets EDB-system varetages af Kommunedata.

Boligministeriet påtænker i løbet af 1997 at fremsætte et lovforslag om adresseregister (adresseoplysninger om ejendomme, virksomheder og personer). Formålet er at forenkle og tydeliggøre bestemmelserne om adressering. Tilsvarende påtænkes en ændring af BBR-loven.

2.1. Det støttede boligbyggeri

Det støttede byggeri er først og fremmest reguleret ved lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 514 af 19. juni 1997 og lov om boligbyggeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 512 af 19. juni 1997.

Det støttede boligbyggeri består primært af almene familieboliger, -ungdomsboliger og -ældreboliger, hvortil kommer de støttede private andelsboliger.

Den almene boligsektor (boligorganisationer og selvejende institutioner) har primært til opgave at løse en række boligsociale opgaver. Eftersom det offentlige yder en betydelig støtte til den almene boligsektor er boligorganisationerne underkastet kommunalt tilsyn, ligesom der er en række regler for, hvorledes boligorganisationerne og disses afdelinger skal forvaltes, og hvilke opgaver de må påtage sig.

Der er tale om en skattefinansieret myndighedsopgave udmøntet gennem et forholdsvist omfangsrigt regelsæt. Der er dog gennem de senere år gennemført en betydelig forenkling og harmonisering af regelsættet. Der er senest ved gennemførelsen af lov om almene boliger m.v. sket en regelforenkling. I de videre overvejelser indgår en udvidet overgang til rammestyring for de berørte parter (boligorganisationer og kommuner).

Hovedopgaverne for den offentlige forvaltning kan opdeles i regelfastsættelse, tilsagn om offentlig støtte og den efterfølgende støttesagsbehandling og tilsyn med driften af de støttede byggerier.

Den organisatoriske tilrettelæggelse
Boligministeriet varetager regelfastsættelsen i henhold til bemyndigelserne i de pågældende love.

Hypotekbanken varetager den kasse- og regnskabsmæssige forvaltning, herunder den samlede udbetaling af offentlig støtte med efterfølgende opkrævning af de kommunale bidrag hertil.

Tilsynet med støttemodtagerne, dvs. kontrol/sikring af at støttemodtagerne overholder gældende regler, er siden 1970 blevet varetaget af kommunerne. Det statslige tilsyn kommer dermed principielt kun i funktion, når der modtages indberetning om væsentlige problemer. Boligministeriet har ud fra almindelige stats- og forvaltningsretlige principper en overordnet, ulovbestemt tilsynsforpligtelse, der indebærer, at ministeriet af egen drift kan/bør tage sager op, hvori indgår spørgsmål af principiel karakter eller, hvor der er fare for tab af statslige midler.

Staten skal herudover meddele samtykke til få enkeltdispositioner, hvor staten har en helt åbenbar økonomisk interesse - eksempelvis ved nedrivning af støttede ejendomme eller ved salg af støttede ejendomme til ikke støtteberettigede bygherrer.

I forlængelse af det decentrale tilsyn er kompetencen til at godkende dispositioner i institutionerne/boligorganisationerne løbende blevet uddelegeret til kommunerne. Der er ikke klageadgang til Boligministeriet over kommunale afgørelser, men ministeriet har en forholdsvis omfattende enkeltsagsbehandling, typisk med afgivelse af vejledende udtalelser om fortolkning af gældende regler.

Boligministeriet varetager en central kvotestyring for nybyggeri af støttede andelsboliger (i medfør af lov om boligbyggeri) og servicearealer (i medfør af lov om almene boliger m.v.) med årlige kvoter på p.t. henholdsvis 1.500 boliger og 500 enheder.

Boligministeriet har, som led i omprioriteringen af en række af de såkaldt samspilsramte almene bebyggelser, meddelt tilsagn om støtte til omprioritering i medfør af lov om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering. Udgangspunktet for støttesagsbehandlingen har været indstillinger fra kommunerne og Landsbyggefonden.

Boligministeriet administrer en forsøgsordning vedr. forsøg med nye byggemetoder, boligformer, drift af alment byggeri - samt med udlejnings- og anvisningsreglerne i det støttede byggeri . Der er ved en ændring af lov om almene boliger (lov nr. 229 af 2. april 1997) sket en præcisering, harmonisering og udvidet adgang til forsøg med udlejnings- og anvisningsregler i det almene boligbyggeri, således at kommunerne og boligselskaberne har fået forbedret deres mulighed for at påvirke beboersammensætningen og anvende udlejnings- og anvisningsreglerne fleksibelt og tilpasset de særlige forhold, der gør sig gældende i lokalområderne.

Amterne har haft mulighed for at bibeholde tilsynsopgaven med de almene boligorganisationer, der historisk har haft et amtskommunalt tilsyn. Inden for kort tid vil der kun være 2 boligorganisationer ud af 700 boligorganisationer tilbage. Tilsynet udføres efter helt samme retningslinjer, som gælder for det kommunale tilsyn, jf. nedenfor. Boligorganisationer, der har haft et amtskommunalt driftstilsyn er, gradvist overgået til et kommunalt tilsyn.

Amterne fik med plejeboligreformen den 1. januar 1996 i medfør af ældreboligloven (nu lov om almene boliger mv.) mulighed for via kommunen at meddele tilsagn om offentlig støtte samt selv at forestå opførelsen og driften af almene ældreboliger for personer med vidtgående psykiske og fysiske handicaps, dvs. den målgruppe, som amterne har ansvaret for, og som hidtil er blevet boligplaceret på institutioner.

Tilsynet med støttemodtagerne (institutioner og boligorganisationer, herunder forretningsførerorganisationer) varetages af kommunerne. Det decentrale tilsyn skal dels ses i sammenhæng med kommunernes lokale kendskab til forholdene i boligorganisationen, dels i sammenhæng med den øvrige decentralisering af forvaltningsopgaver til den kommunale sektor, som er nødvendig, hvis kommunerne skal kunne bruge boligpolitikken som et element i de lokale og udviklingspolitiske tiltag.

Der er offentligt (kommunalt) tilsyn med driften for alt støttet byggeri, bortset fra private støttede andelsboliger. Tilsynet omfatter alle dele af støttemodtagers virksomhed, bl.a. organisationen, økonomien, enkeltdispositioner, udlejning og vedligeholdelse. Som konkrete tilsynsopgaver kan nævnes gennemgang af regnskaber, godkendelse af enkeltdispositioner (køb, salg, forandring, ændret anvendelse m.v.) og gennemsyn af vedtægter.

Kommunerne kan i forlængelse af tilsynsforpligtelsen tage alle nødvendige skridt i forhold til støttemodtagerne, varierende fra en henstilling til at sætte støttemodtager under administration. Der er ikke klageadgang overfor kommunens afgørelser til Boligministeriet.

Kompetencen til at meddele tilsagn om offentlig støtte til nybyggeriet blev decentraliseret til kommunerne med virkning fra 1. januar 1992. Kommunerne har tillige tilsynet med selve opførelsen af byggeriet.

Kommunerne har siden ældreboliglovens introduktion i 1987 (nu lov om almene boliger m.v.) haft mulighed at forestå opførelsen og driften af ældreboliger. Boligerne afløser de frem til 1987 opførte plejehjem.

I forlængelse af det kommunale tilsyn har kommunerne hjemmel til at yde støtte i form af lån eller garantier til problemramte støttemodtagere (boligorganisationer eller selvejende institutioner). Der er tale om en skattefinansieret driftsopgave, som skal ses i sammenhæng med såvel kommunens ønske om at bevare støttede boliger til løsning af boligsociale opgaver som et led i en almindelig tabsbegrænsning ved at støtten kan ydes for at forhindre en tvangsauktion med deraf følgende udgifter for kommunen.

Opgavens finansiering
Staten bibeholdt en central kvotestyring frem til 1. januar 1994, hvor kvotestyringen (bortset fra støttede andelsboliger) blev afskaffet og erstattet af det nugældende system til styring af de statslige udgifter, det "såkaldte omdrejningspunkt". Omdrejningspunktet er den maksimale anskaffelsessum for landet som helhed, hvortil staten vil betale støtte. Overskrides omdrejningspunktet, reduceres det kommunale bloktilskud med et beløb svarende til de statslige merudgifter forbundet med overskridelsen.

For de støttede private andelsboliger og de pr. 1. januar 1996 introducerede servicearealer til eksisterende ældreboliger har staten fastholdt en central kvotestyring - servicearealer til nybyggede ældreboliger indgår i omdrejningspunktet uden central kvotestyring.

Almene boliger finansieres med 2 pct. beboerindskud, 7 pct. amtskommunal/kommunal grundkapitel (rente- og afdragsfrit lån i indtil 50 år) samt 91 pct. realkreditlån (IS-35 lån).

Andelsboliger finansieres med 20 pct. beboerindskud og 80 pct. realkreditlån (IS-35 lån). Den offentlige støtte til boligerne ydes dels som en kommunal garanti for den del af realkreditlånet, der ligger ud over 65 pct. af anskaffelsessummen, dels ved en løbende ydelsesstøtte, der finansieres af staten med 80 pct. og kommunen med 20 pct. (for andelsboliger er den løbende kommunale støtte dog kun 10 pct. af renterne på indekslånet).

Der er fastsat vejledende rammebeløb, der udgør den maksimale anskaffelsessum pr. bolig/m², som staten vil bidrage med ydelsesstøtte til - overskrides denne pris pr. bolig/m², må kommunen selv afholde den fulde ydelsesstøtte for overskridelse af rammebeløbet.

Regeringen og Kommunernes Landsforening indgik i juni 1997 en aftale om kommunernes økonomi i 1998, som indebærer betydelige ændringer af de gældende styrings- og finansieringsregler for det almene byggeri. Det hidtil vejledende rammebeløb afskaffes. Det hidtil fastsatte omdrejningspunkt til styring af de maksimale statslige udgifter bortfalder, og den kommunale medfinansiering på 20 pct. af den løbende ydelsesstøtte bortfalder. Til gengæld forhøjes den kommunale grundkapital fra de nuværende 7 pct. af anskaffelsessummen til fremover 14 pct. og realkreditbelåningen nedsættes tilsvarende fra 91 pct. til 84 pct.

Kommuneaftalen vil blive søgt udmøntet i en ændring af lov om almene boliger til ikrafttræden den 1. januar 1998.

Kvantitativ/statistisk beskrivelse af opgaven
Pr. 1. januar 1996 var der godt 540.000 støttede boliger, hvoraf godt 460.000 var almennyttige (almene). Der er støttede boliger i samtlige landets kommuner. Der er de seneste år meddelt tilsagn til omkring 8.000 støttede boliger årligt.

Aktuelt ligger den gennemsnitlige anskaffelsessum for en almen familiebolig på omkring 775.500 kr.

Ved det aktuelle renteniveau udgør nutidsværdien af den offentlige støtte (ydelsesstøtte og grundkapital) 250.000 kr. Heraf udgør statens andel (ydelsesstøtten) 155.000 kr. og kommunens andel (grundkapital og ydelsesstøtte) 95.000 kr.

Eventuelle koordinationsmekanismer
Den løbende regelfastsættelse og afklaring af retningslinjer for tilsynet foretages i samarbejde mellem de kommunale organisationer og staten, med inddragelse af boligorganisationers repræsentanter. Bl.a. er der i et samarbejde i 1996 udviklet et såkaldt tilsynskoncept, der indeholder en samlet fremstilling af de gældende regler for tilsynet med angivelse af eksempler på løsning af opgaver m.v. Der er tillige etableret såvel ad-hoc foraer som faste erfaringsopsamlingsgrupper med henblik på en løbende justering af regelsættet.

Tilsagnsgivning, omdrejningspunkt, statslig støtte m.v. er siden 1994 styret og koordineret via Boligministeriets informations- og forvaltningssystem BOSSINF, hvortil de involverede parter har adgang.

2.2. Byfornyelse

Folketinget vedtog den 30. maj 1997 en ny byfornyelseslov (lov nr. 381 af 10. juni 1997), der træder i kraft den 1. januar 1998. Byfornyelsesloven afløser den nuværende lov om byfornyelse og boligforbedring, (jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 15. september 1994 med senere ændringer) som har til formål at forbedre utidssvarende byområder og beboelsesområder samt den nuværende lov om privat byfornyelse (jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 1. februar 1996 med senere ændringer), som har til formål at øge interessen for den private byfornyelsesindsats.

Lov om byfornyelse og boligforbedring har gennem årene undergået en lang række ændringer. I takt med at antallet af utidssvarende boliger er bragt ned, har der vist sig et stigende behov for en ny type byfornyelse - en helhedsorienteret byfornyelse. Den nye lov om byfornyelse giver kommunalbestyrelsen mulighed for at træffe beslutning om såvel bygningsfornyelse som helhedsorienteret byfornyelse, hvor der kan iværksættes en række tiltag af såvel bygningsmæssig som boligsocial, kulturel og trafikal karakter.

For at sikre kommunerne den bedst mulige samordning af de forskellige byfornyelsesinstrumenter, er reglerne om privat byfornyelse indarbejdet i byfornyelsesloven, ligesom kommunerne overtager de administrative og informationsmæssige opgaver med det, der nu kaldes aftalt boligforbedring.

Der er med den nye lov om byfornyelse gennemført en betydelig forenkling og smidiggørelse af regelsættet. Med de nye fleksible og rummelige beslutningstyper, som loven indeholder, har kommunerne bedre mulighed for at tilrettelægge deres byfornyelsespolitik i overensstemmelse med de lokale behov og samtidig sikre beboerinddragelsen. Der er ikke opstillet skarpe grænser mellem de forskellige beslutningstyper eller detaljerede procedureregler for udarbejdelse af beslutninger.

Objektet for den offentligt støttede byfornyelse er grundlæggende uændret i den nye byfornyelseslov, idet langt den væsentligste del af byfornyelsesmidlerne fortsat vil blive forbeholdt forbedring af væsentligt nedslidte boliger.

Den organisatoriske tilrettelæggelse:
Boligministeriet varetager regelfastsættelsen i overensstemmelse med byfornyelseslovens bemyndigelsesbestemmelser.

Hypotekbanken varetager i medfør af lovgivningen en række kasse- og regnskabsmæssige forvaltningsopgaver.

Boligministeriet fordeler, efter objektive kriterier, den samlede årlige bevilling mellem kommunerne - efter de enkelte kommuners behov for byfornyelse.

Boligministeren fastsætter standardsatser for det maksimale lejeniveau for byfornyede boliger. Standardsatserne er geografisk betinget. Kommunalbestyrelsen kan kun i ganske særlige tilfælde fastsætte en lavere eller højere leje for beboelseslejemål. Reglerne om huslejefastsættelse i den nye byfornyelseslov er uændret i forhold til den gældende lov. Spørgsmål vedr. den fastsatte leje kan indbringes for huslejenævn eller byfornyelsesnævn.

Boligministeren kan godkende et antal byfornyelsesselskaber. Kommunerne kan få bistand fra et af disse selskaber eller fra en anden privat rådgiver til at planlægge og gennemføre byfornyelse.

Amtskommunerne har kun på et enkelt område opgaver efter byfornyelsesloven. Der skal i hver amtskommune nedsættes et byfornyelsesnævn, som har til opgave at afgøre tvister mellem kommune og ejer eller lejer og ejer. Amtskommunen beskikker et antal medlemmerne samt afholder udgifterne til nævnets virksomhed, herunder til kontorhold og udlæg.

Det er den enkelte kommune, der på lokalt niveau tager initiativ til, planlægger og gennemfører byfornyelsen. Den nye lov om byfornyelse indeholder flere beslutningstyper, således at kommunalbestyrelsen får mulighed for at vælge den type, der med hensyn til indhold, procedure og offentlig støtte passer bedst til det byfornyelsesproblem, der skal løses lokalt.

Kommunen kan således træffe beslutning om helhedsorienteret byfornyelse, som skal baseres på et handlingsorienteret og tværsektorielt byfornyelsesprogram med angivelse af tidsfølge for gennemførelsen af de enkelte foranstaltninger af f.eks. social, kulturel og trafikal art. I forbindelse med udarbejdelsen af programmet skal kommunalbestyrelsen etablere et forpligtende samarbejde med de parter, som bliver berørt af beslutningerne.

Kommunen kan endvidere træffe beslutning om bygningsfornyelse, som er en mere rummelig beslutningstype end den nugældende om byfornyelse eller boligforbedring. Bygningsfornyelse ophæver sondringen mellem byfornyelse og boligforbedring, og kan omfatte et område med flere ejendomme med gård- og boligforbedringer, nedrivninger og nybyggeri eller udelukkende en boligforbedring af den enkelte ejendom. Den nye byfornyelseslov giver således kommunalbestyrelsen mulighed for at opføre nybyggeri som et integreret led i byfornyelsen - med henblik på at undgå de meget dyre ombygninger. Bestemmelsen tager primært sigt på huludfyldning.

Herudover giver den nye byfornyelseslov mulighed for, at kommunen kan opfordre til, at der gennemføres ombygningsarbejder som aftalt boligforbedring, hvor kommunen får mulighed for at understøtte ejer og lejer om gennemførelse af ombygningsarbejder på ejendomme med et mindre renoveringsbehov. Kommunen kan dog ikke påbyde ejere og lejere at anvende den aftalte boligforbedring.

Endelig får kommunen mulighed for at oprette bygningsforbedringsudvalg, som kan yde rente- og afdragsfrie lån til særlige bygningsforbedringsbehov - til beboede landsbyhuse og til fredede og bevaringsværdige bygninger.

Opgavens finansiering:
Byfornyelsen finansieres ved, at stat og kommune yder støtte i form af tilskud samt støtte til lånefinansiering. Boligministeriet fordeler den samlede årlige bevillingsramme mellem kommunerne efter objektive kriterier, der afspejler kommunernes byfornyelsesbehov.

Der er afsat en særlig ramme på 100 mio. kr. til refusion i forbindelse med gennemførelsen af beslutning om helhedsorienteret byfornyelse. Til hver beslutning om helhedsorienteret byfornyelse, som kommunen træffer, kan der maksimalt tildeles en investeringsramme på 10 mio. kr.

Til bygningsfornyelse kan kommunalbestyrelsen give tilsagn om ydelsesstøtte og ydelsesbidrag til lån optaget til finansiering af udgifter til ombygning, nybyggeri og nedrivning m.v. inden for en investeringsramme, der fastsættes af boligministeren. Kommunerne afholder en række planudgifter m.v. Dertil ydes en statslig refusion på 50 pct.

Modsat det støttede byggeri, er der ikke på byfornyelsesområdet fastsat et maksimalt rammebeløb pr. boligenhed eller pr. m². I byfornyelsen er der i stedet lagt vægt på, at kommunerne selv skal bære en væsentlig del af udgifterne ved "dyre ombygningsarbejder". Skønsmæssigt vil alle omkostninger på et niveau over 5.000 kr. pr. m² blive konverteret til tabsudgifter, hvoraf kommunen betaler halvdelen.

Nybyggeri kan indgå som alternativ til ombygning, hvis ombygningsudgifterne overstiger en nedre beløbsgrænse på ca. 9000 kr. pr. m² (i hovedstadsområdet). Nybyggeriet kan opføres som alment byggeri, som privat udlejningsbyggeri eller som private andelsboliger.

Midler til bygningsforbedringsudvalgene virksomhed stilles til rådighed af kommunen, staten og private bidragsydere. Den del af lånet, der udgøres af kommunale og statslige midler, må højst udgøre 2/3 af de støtteberettigede udgifter.

Der afsættes en særskilt investeringsramme til aftalt boligforbedring, hvorfra der kan søges om støtte efter princippet "først til mølle".

Kvantitativ/statistisk beskrivelse af opgaven:
Efter den eksisterende byfornyelseslovgivning, gennemføres der i den offentlige byfornyelse forbedringer og andre ombygninger m.v. af ca. 6.000 boliger årligt. Der forventes i 1997 givet tilsagn om støtte til samlede investeringer på 2.500 mill. kr. Statens og kommunernes udgifter, der i høj grad består af støtte til ydelsen på lån optaget til finansiering af arbejderne, skønnes i 1996 at udgøre henholdsvis knap 700 mill. kr. og ca. 290 mill. kr. Det bemærkes, at de offentlige udgifter fortrinsvis vedrører investeringer gennemført i tidligere år.

Efter lov om privat byfornyelse er der i 1996 givet tilsagn om støtte til forbedringer m.v. af ca. 6.000 private udlejningsboliger, svarende til en samlet investering på ca. 330 mill. kr. Statens udgifter, der består af støtte til nedsættelse af de aftalte lejeforhøjelser, udgjorde i 1996 ca. 100 mill. kr. Det bemærkes, at de offentlige udgifter fortrinsvis vedrører investeringer gennemført i tidligere år.

Eventuelle koordinationsmekanismer:
De godkendte byfornyelsesselskaber har dannet samarbejdsorganet Byfornyelsesrådet. Boligministeriet holder jævnligt koordinerende møder med dette råd.

2.3. Individuel boligstøtte.

Reglerne for ydelse af individuel boligstøtte er fastsat i lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 96 af 22. februar 1996, som ændret ved lov nr. 1048 af 11. december 1996.

Boligstøtte kan defineres som individuel hjælp til betaling af en husstands boligudgift. Boligstøttens størrelse er afhængig af husstandssammensætning, pensioniststatus, indkomst, husleje og boligens størrelse. Boligstøtte er en samlet betegnelse for boligsikring og boligydelse, der ydes til en husstand efter individuel ansøgning.

Formålet med boligstøttelovgivningen fremgår ikke direkte af loven. Ifølge forarbejderne til de oprindelige love om boligsikring og boligydelse har formålet været - gennem individuel hjælp til betaling af husstandens husleje - at give befolkningsgrupper med særlig lav betalingsevne mulighed for at bebo en passende bolig. Desuden var formålet at sikre pensionisterne en højere og mere ensartet levestandard, samtidig med at disse befolkningsgrupper fik bedre mulighed for at bo i det nyere byggeri.

Boligstøtteloven indeholder regler om beregning af boligstøtte, regler om ansøgning om udbetaling, om omberegning og efterregulering, om klage og om administration.

Den organisatoriske tilrettelæggelse
Boligstøtteordningen administreres af kommunerne. Ansøgning om boligstøtte fremsendes af borgerne til kommunalbestyrelsen, som træffer beslutning i hvert enkelt tilfælde. Klage over kommunale afgørelser om individuel boligstøtte, kan indbringes for Det Sociale Ankenævn, der henhører under statsamtet. Beregning, omberegning og efterregulering foregår i det væsentligste på Kommunedata landsdækkende edb-boligstøttesystem.

I perioden 1. januar 1983 til 31. december 1991 var første ankeinstans amtsankenævnet under amtskommunen - for København og Frederiksberg Kommuner dog Boligministeriet - mens Boligministeriet var anden klageinstans i samme periode - fra 1. januar 1987 dog kun vedrørende principielle sager. Forud herfor var første ankeinstans statsamtet og anden ankeinstans Boligministeriet (i perioden 1. januar 1979 til 31. december 1982 var første ankeinstans for boligydelse til pensionister dog amtsankenævnet).

Der er ikke herudover sket ændringer i opgavefordelingen mellem stat, kommuner og amtskommuner, med hensyn til individuel boligstøtte.

Opgavens finansiering
Kommunerne afholder ifølge boligstøtteloven de udgifter, der er forbundet med administration af reglerne om boligstøtte.

Staten refunderer kommunernes udgifter med forskellige satser alt efter hvilken ydelse, der er tale om. Udgifter til boligsikring refunderes med 50 pct., udgifter til boligydelse til pensionister med 75 pct. og udgifter til boligstøtte til visse flygtninge refunderes med 100 pct. i 6,5 år efter datoen for opholdstilladelsen. Lån til betaling af beboerindskud stilles som udgangspunkt til rådighed med 2/3 fra staten. For visse flygtninge dog med 100 pct. Refusionssatsen for boligsikring har været ændret 4 gange siden 1967.

Kvantitativ/statistisk beskrivelse af opgaven
Pr. december 1996 var der 328.000 husstande, som modtog boligydelse og 170.000 husstande, som modtog boligsikring. De offentlige udgifter til boligydelse i 1996 var i gennemsnit 18.200 kr. pr. husstand. Den gennemsnitlige udgift til boligsikring var 10.300 kr. pr. husstand.

I 1996 udgjorde de samlede offentlige udgifter til boligydelse 5.948 mill. kr., hvoraf den statslige del udgjorde 4.676 mill. kr. De samlede offentlige udgifter til boligsikring beløb sig til 1.746 mill. kr. Heraf udgjorde den statslige refusion 936 mill. kr.

Eventuelle koordineringsmekanismer
Boligministeriet deltager løbende i en erfaringsarbejdsgruppe i Kommunernes Landsforenings regi.

2.4. Byggeloven og bygningsreglementerne m.v.

Byggelovgivningen har til formål at sikre en tilstrækkelig høj sikkerhed og sundhed i byggeriet. Loven finder anvendelse ved opførelse, tilbygning, ombygning, ændring, nedrivning m.v. af byggeri. Lovgrundlaget er byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 805 af 9. oktober 1995 samt bygningsreglement 1995 og bygningsreglement for småhuse 1985. Sidstnævnte erstattes af et nyt småhusreglement, der forventes at træde i kraft i løbet af 1997. Reglementerne har lovteknisk set karakter af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i byggelovens bemyndigelser. I bygningsreglementerne fastsættes forskellige regler om udførelse og indretning af bebyggelser.

Bygningsreglementerne er løbende udviklet og forenklet med hensyn til større decentralisering, f.eks. anmeldelsessystemet samt hel/delvis fritagelse for byggesagsbehandling samt større grad af funktionskrav i stedet for tidligere tiders detailkrav. Det tilstræbes løbende at forenkle kommunalbestyrelsens sagsbehandling under hensyn til, at byggelovgivningens overordnede sikkerheds- og sundhedsmæssige hensyn m.v. samtidig skal tilgodeses.

Den organisatoriske tilrettelæggelse
Boligministeriets varetager regelfastsættelsen og korresponderende virksomhed. Ministeriet er endvidere klageinstans for afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen/magistraten i Frederiksberg og Københavns kommuner. Sidstnævnte opgave vil først kunne uddelegeres efter en eventuel hovedstadsreform.

Det er i hele lovgrundlaget fastslået, at kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune er bygningsmyndighed. På en række områder gælder følgende:

Byggevaredirektivet (direktiv 89/106 EØF) blev formelt set gennemført i dansk byggelovgivning ved Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 480 af 25. juni 1991. På grund af forsinkelser i Kommissionen med implementeringen af Byggevaredirektivet er harmoniseringen endnu ikke gennemført. Der pågår til stadighed et anseligt myndighedsarbejde i Boligministeriet med implementeringen. Som konsekvens af, at Byggevaredirektivet ikke er anvendeligt, gælder de nationale regler fortsat, herunder godkendelsesordningerne for materialer og konstruktioner og vand- og afløbsmateriel.

ETA-Danmark A/S, jf. afsnit 3. varetager efter bemyndigelse fra boligministeren behandling af sager om godkendelse af materialer, konstruktioner og udførelsesmåder i henhold til bygningsreglementet.

De bebyggelsesregulerende bestemmelser blev ved lov nr. 270 af 2. maj 1990 overført fra lov om kommuneplanlægning (Miljøministeriet) til byggeloven. Samtidig blev kommuneplanlovens bestemmelser om dispensation og klage for området overført. Dette indebar en væsentlig forenkling i myndighedsbehandlingen, da klageadgangen tidligere havde været delt.

Sager vedrørende skorstensfejere blev overført fra Justitsministeriet til Boligministeriet med virkning fra 1. april 1988. I forlængelse af beretning fra Udvalget om forenkling af reglerne om brandværnsforanstaltninger for skorstene og ildsteder samt om skorstensfejernes fremtidige organisatoriske placering fra juni 1992, blev skorstensfejervæsenet i sin helhed overført fra amtsrådene til kommunalbestyrelserne som brand- og ansættelsesmyndighed. Det er kommunalbestyrelsens pligt at sikre, at lovpligtigt skorstensfejerarbejde tilbydes kommunens borgere. Området blev herefter omfattet af byggelovens rekurssystem.

Med lov nr. 362 af 14. juni 1995 indførtes bestemmelser i byggeloven om individuel måling af forbrugsposter til el, gas, vand og varme i form af en bemyndigelse. Lovændringen var et resultat af et omfattende udvalgsarbejde, der mundede ud i en betænkning om obligatorisk individuel måling af forbrugsposter (afgivet i februar 1995). Bemyndigelsen er udmøntet i Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 891 af 9. oktober 1996 om individuel måling af el, gas, vand og varme, som trådte i kraft den 1. februar 1997. Som med andre forhold under byggelovgivningen er kommunalbestyrelsen myndighed, ligesom kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages efter reglerne i byggeloven.

Boligministeriet nedsatte i 1995 et tværministerielt udvalg, som fik til opgave at udarbejde en handlingsplan for tilgængelighed til de fysiske omgivelser. Udvalget afgav i juli 1997 en betænkning samt udsendte en handlingsplan for handicappedes adgang til det fysiske miljø. Handlingsplanen skal nu følges op, og i den forbindelse skal der bl.a. ske overvejelser om, hvordan amtskommunerne og kommunerne kan følge op på planens intentioner.

2.5. Lejelovgivningen

Lejelovgivningen omfatter primært lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 837 af 20 september 1996, lov om lejeregulering i erhvervslokaler mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 25. juli 1995 og lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 17. oktober 1996. Herudover gælder lov om tvungen administration af udlejningsejendomme jf. lov nr. 610 af 12. december 1984.

Lejelovgivningens formål har siden 1916 været i større eller mindre omfang at regulere lejeforholdet mellem den enkelte lejer og udlejer. Loven har i perioder indeholdt bestemmelser om boliganvisning og offentlig godkendelse af lejens størrelse. I det omfang, der ikke for det støttede byggeri er fastsat særlige regler, gælder lejelovgivningen ligeledes.

Ud over regulering af forholdet mellem lejer og udlejer indeholder lejelovgivningen enkelte egentlige offentlige opgaver:

Boligreguleringsloven erstatter eller supplerer lejelovgivningens regler. Loven er specielt rettet mod de større bykommuner med mange udlejningsboliger og regulerer to hovedområder, huslejefastsættelse og benyttelse af boliger. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at bestemme om boligreguleringsloven skal gælde i kommunen.

For privat udlejningsbyggeri er i væsentligt omfang fastsat særlige regler om lejefastsættelse, vedligeholdelse og betaling for forbedringer. Disse regler gælder som udgangspunkt i kommuner, hvis indbyggertal oversteg 20.000 den 1. april 1979. Den enkelte kommunalbestyrelse kan beslutte, at reglerne ikke skal gælde i kommunen. For de omfattede kommuner gælder særlige regler om løsning af tvister.

Uenighed mellem parterne om lejeforhold omfattet af lejeloven og erhvervslejereguleringsloven afgøres af domstolene. I kommuner, der er omfattet af boligreguleringsloven, er i stedet som 1. instans nedsat et eller - i enkelte kommuner - flere huslejenævn til afgørelse af tvister mellem lejer og udlejer. Huslejenævnet består af en formand, der beskikkes af amtmanden, og 2 sagkyndige medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen stiller lokaler og sekretariat til rådighed. Huslejenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene. I Københavns Kommune indbringes huslejenævnets afgørelse dog i første række for et ankenævn med en formand, som er beskikket af boligministeren og 4 medlemmer, som er beskikket af kommunalbestyrelsen.

Boligreguleringsloven indeholder regler om benyttelse af boliger, herunder at disse ikke må nedlægges, sammenlægges, stå tomme eller overgå til midlertidig benyttelse uden kommunalbestyrelsens godkendelse. Disse regler gælder i alle kommuner, hvor lovens øvrige bestemmelser er gældende. I andre kommuner kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at en eller flere af bestemmelserne skal gælde.

I lov om leje er fastsat, at en kommune skal anvise erstatningsbolig til lejere, der opsiges som følge af ekspropriation. Endvidere skal kommunen levere vand og varme til en lejet bolig, hvis udlejer undlader dette. Endelig er der mulighed for, at en kommune kan få stillet indeksfinansierede private udlejningsboliger til rådighed for boligsociale formål.

I lov om tvungen administration af udlejningsejendomme er fastsat, at huslejenævn i de kommuner, hvor et sådant findes, og boligretten i de øvrige kommuner, kan træffe afgørelse om, at en ejendom skal tvangsadministreres på udlejers vegne, såfremt denne har tilsidesat påbud om vedligeholdelse. Administrator udpeges af boligministeren. I særlige tilfælde, hvor ejendommens drift ikke giver mulighed for udførelse af arbejderne, påhviler det kommunen at yde lån til betaling af de budgetterede udgifter.

Som en 3-årig forsøgsordning er der i Københavns og Århus Amter nedsat boligklagenævn til afgørelse af uenighed om overholdelse af god skik og orden i ejendommene. Boligklagenævnene består af en formand, der er statsamtmanden eller en jurist beskikket af denne, samt 4 sagkyndige medlemmer, der beskikkes af boligministeren. Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand i nævnet.

I lov nr. 281 af 27. april 1994 om kommunal anvisningsret, er fastsat, at en kommune kan vælge at købe ret til anvisning af op til hver fjerde lejlighed i en eller flere private udlejningsejendomme.

Opgavens finansiering
Kommunerne afholder driftsudgifterne vedrørende huslejenævn, og staten udgifterne vedrørende boligklagenævn. Staten afholder udgifterne vedrørende kommunal anvisningsret indenfor årlige bevillingsrammer og indenfor et maksimalt refusionsbeløb pr. bolig. Staten yder rentefrie statslån til halvdelen af eventuelle kommunale lån efter tvangsadministrationsloven.

Kvantitativ/statistisk beskrivelse af opgaven
Der er som anført ikke i væsentligt omfang egentlige offentlige opgaver forbundet med lejelovgivningen vedrørende privat byggeri. Der er pr. 1. januar 1997 huslejenævn i 145 kommuner. Der blev i 1993 ( i 143 kommuner) behandlet 8571 huslejenævnssager. De to boligklagenævn har i perioden juli 1995 - december 1996 behandlet i alt 53 sager.

2.6. Statsbyggeloven

Lov nr. 228 af 19. maj 1971 om statens byggevirksomhed regulerer de statslige styrelsers byggevirksomhed. Hovedprincippet er, at hvert ministerområde selv varetager sin byggevirksomhed og selv søger bevillinger.

Boligministeriet varetager regelfastsættelsen. Ministeriet varetager endvidere visse koordinerende opgaver gennem Samordningsudvalget for den statslige ejendomsforvaltning, hvori de store byggende styrelser og Kommunernes Landsforening deltager. Udvalget er rådgivende for boligministeren.

Området er under reducering, idet en del opgaver er lagt ud til kommunerne eller overgår til statslige selskaber, hvis virksomhed ikke omfattes af loven.

2.7. Vilkår for statsligt og statsstøttet byggeri

Med hjemmel i lov om almene boliger og statsbyggeloven har Boligministeriet udsendt en række regler, der normerer byggeprocessen med henblik på at effektivisere denne eller forbedre processen. Reglerne drejer sig om pris og tid, udbud, kvalitetssikring, brug af beton, bygningsdrift, brug af "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer" og "Almindelige bestemmelser om teknisk rådgivning m.m.".

Reglerne forvaltes af Boligministeriet. På det statslige område er statsstyrelserne forpligtet til at overholde reglerne. For det statsstøttede boligbyggeri er forvaltningen decentraliseret til kommunerne, som påser, at reglerne overholdes af de støttede bygherrer og i et vist omfang kan meddele dispensationer.

2.8. Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger.

Formålet med lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger er på gasområdet at sikre et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer og på vand- og afløbsområdet at bidrage til kvaliteten af de etablerede installationer ud fra et overordnet samfundshensyn.

Staten varetager regelfastsættelse, certificering af produkter og autorisation af Vvs-installatører og kloakmestre. Certificeringen, den sikkerhedstekniske overvågning og autorisationsudstedelsen udføres af Dansk Gasmateriel Prøvning (DGP).

Gasleverandører, kommunalt ejede interessentskaber, kommuner eller private selskaber, varetager tilsyn med gasinstallationer og rapporterer til DGP om sikkerhedsmæssige fejl.

Kommunerne varetager tilsyn med vand- og afløbsinstallationer i forbindelse med byggesagsbehandlingen og rapporterer uregelmæssigheder til DGP.

Lovens forudsatte opgavefordeling mellem stat og gasleverandører/kommuner har eksisteret siden første lov i 1962. DGP´s virksomhed finansieres ved årsafgifter, gebyrer og brugerfinansiering.

2.9.Lovgivning vedr. Kort- og Matrikelstyrelsen, bygnings- og boligregistrering m.v.

Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS) har til opgave at varetage statens nuværende og fremtidige opgaver inden for kort- og geodataområdet. Styrelsen skal således etablere og vedligeholde en række landsdækkende geografiske databaser, producere landsdækkende topografiske kort og søkort samt forestå ejendomsregistreringen (matrikelvæsen og bygnings- og boligregistret) i Danmark. Der er tale om såvel produktionsopgaver som myndighedsopgaver. KMS varetager endvidere samordning og koordination af den offentlige sektors produktion af kort- og geodata med henblik på at imødegå en ukoordineret parallelproduktion og dobbeltregistrering hos statslige og kommunale myndigheder m.fl.

3.1. ETA Danmark A/S

ETA-Danmark A/S blev i 1991 oprettet i henhold til Byggevaredirektivet, som følge af, at medlemsstaterne i forbindelse med implementeringen af Byggevaredirektivet udpeger et eller flere organer til at udstede europæiske tekniske godkendelser for så vidt angår godkendelser af materialer og konstruktioner m.v. til byggeri samt af materiel m.v. til vand- og afløbsinstallationer. Danmark indgår tillige som medlem af den europæiske organisation for tekniske godkendelser, EOTA, der udarbejder fælles retningslinier for europæiske tekniske godkendelser Harmoniseringen af byggevarer er endnu ikke gennemført, og selskabets primære virksomhed er derfor fortsat at varetage de opgaver, som tidligere blev varetaget af godkendelsessekretariaterne.

3.2. Byggeskadefonden og Byggeskadefonden vedrørende byfornyelsesforanstaltninger.

Byggeskadefonden; jf. lovbekendtgørelse nr. 514 af 19. juni 1997 om almene boliger m.v., yder støtte til udbedring af skader, som har årsag i forhold ved opførelsen af byggeriet, forestår eftersyn af byggeriet og formidler erfaringer med henblik på at begrænse byggeskader. Byggeskadefonden, der blev oprettet i 1986, varetager støttesagsbehandlingen og støtteudbetaling til udbedring af byggeskader i alt støttet byggeri med tilsagn efter den 1.7.1986.

Fonden, der er en selvejende institution, ledes af en bestyrelse på ni medlemmer valgt af Kommunernes Landsforening, Københavns- og Frederiksberg kommuner, Boligselskabernes Landsforening og Boligministeriet.

Fondens midler tilvejebringes via pligtmæssige bidrag fra bygherrerne i forbindelse med opførelsen. Bidraget udgør 1. pct. af det inden byggeriets anskaffelse senest godkendte anskaffelsessum. Der ydes ikke direkte offentlig støtte til fondens virksomhed.

Byggeskadefonden vedrørende byfornyelsesforanstaltninger, jf. lov nr. 381 af 10. juni 1997 om byfornyelse, der pr. 1. januar 1998 afløser den nuværende lov om byfornyelse og boligforbedring, yder tilsvarende støtte til udbedring af skader, der har årsag i forhold ved ombygningsarbejder, udbedringsarbejder og nybyggeri efter byfornyelsesloven. Fonden, der blev oprettet i 1990, er en selvejende institution, der ledes af en bestyrelse på fem medlemmer udpeget af boligministeren på grundlag af indstillinger fra Kommunernes Landsforening, Grundejernes Landsorganisation, Lejernes Landsorganisation og Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.

Fondens midler tilvejebringes ved, at kommunerne indbetaler 1,5 pct. af de godkendte ombygningsudgifter, når ombygningsregnskabet er godkendt. For nybyggeri dog 1 pct. af de godkendte udgifter ved nybyggeri. Der ydes ikke direkte offentlig støtte til fondens virksomhed.

Boligministeriet forestår regelfastsættelsen for fondenes virksomhed og fører tilsyn med fondene.

3.3. Landsbyggefonden

Landsbyggefonden blev oprettet i 1967 og har gennem tiden overtaget langt hovedparten af al støttesagsbehandling og støttebetaling til arbejder i det eksisterende almene byggeri, herunder støtte til udbedring af byggeskader i det almene byggeri. Landsbyggefonden er endvidere støttemyndighed i forbindelse med støtte til nødlidende almene afdelinger. Driftsstøtten ydes først og fremmest gennem den såkaldte 5. dels løsning, hvor Landsbyggefonden betaler 2/5, kommunen 1/5, den pågældende boligorganisation 1/5 og det långivende realkreditinstitut 1/5. Landsbyggefonden vejleder samtidig boligorganisationer gennem sin regnskabskonsulenttjeneste, og er samarbejdspartner for såvel staten som kommunerne.

Landsbyggefonden har på få specificerede områder omkring fondens støtteudbetaling fået overdraget kompetence til regelfastsættelse - de udarbejdede regler skal dog godkendes af Boligministeriet.

Fondens midler tilvejebringes alene via bidrag fra de almene boligorganisationer. Der ydes ikke direkte offentlig støtte til fondens virksomhed.

Forside - Indhold - Forrige/Næste - Luk