Den kommunale sektor
Størrelseseffekter i den kommunale sektor
Resumé:
Som led i den generelle debat vedrørende den kommunale struktur har
Indenrigsministeriet foretaget en statistisk analyse af sammenhængen mellem udgifter og
kommunestørrelse. Analysen er foretaget dels for de samlede udgifter og dels for fire
udvalgte udgiftsområder for de kommunale regnskabstal for 1998. Analysen omfatter alle
landets kommuner undtagen Københavns og Frederiksberg Kommuner.
På baggrund af den økonomiske teori er udgangspunktet en forventning om,
at udgifterne pr. indbygger vil være faldende med kommunestørrelsen op til en vis
kommunestørrelse, hvorefter udgifterne eventuelt vil være stigende med
kommunestørrelsen. Analysen tyder på, at der findes en sådan u-formet sammenhæng for
de samlede udgifter. Analyserne tyder også på en sådan sammenhæng for
administrationsudgifterne og for dagpasningsudgifterne. På folkeskoleområdet tyder
analysen på faldende udgifter med kommunestørrelsen, mens der ikke her er tegn på
stordriftsulemper. Analysen på ældreområdet er for usikker at konkludere på.
I analysen korrigeres så vidt muligt for de variationer i de kommunale
udgifter, som kan henføres til forskelle i kommunernes ressourcer, sociale belastning og
fysiske struktur. Med henblik på at illustrere analysens resultater foretages endvidere
en række sammenlægningseksperimenter. De nærmere forudsætninger, usikkerhedsmomenter
og den anvendte statistiske metode er behandlet i rapporten og de tilhørende bilag.
|